Kvalitetssikret fjernvarme er også vigtigt i fremtiden. Et serviceeftersyn af dit fjernvarmeanlæg kan holde dit varmeforbrug nede, sikre en velfungerende varmeinstallation og vedligeholde dit fjernvarmeanlæg. Birger Tannebæk Christiansen, teknisk konsulent hos TEKNIQ Arbejdsgiverne og en af initiativtagerne bag Fjernvarmens Serviceordning, understreger, at det faglige niveau skal være i orden, når et servicefirma sender en montør ud for at servicere et anlæg.
"TEKNIQ Arbejdsgiverne er en del af Fjernvarmens Serviceordning, fordi vores medlemsvirksomheder servicerer fjernvarmekunderne. Og vi vil gerne være med til at sikre arbejde af høj kvalitet og bedre afkøling, som er til gavn for energiforbruget – både i hjemmene og på værket," siger han.
Servicemontørerne deltager i et certificeringskursus, som gør dem i stand til at kunne udføre service på fjernvarmeanlæg af høj kvalitet. De vedligeholder deres uddannelser ved at deltage i opkvalificeringskurser.
”At blive certificereret servicemontør er ikke noget, man bare bliver uden videre. Det kræver en højt specialiseret viden, og arbejdet med fjernvarmeanlæg skal udføres af fagfolk, der har forstand på det. Derfor vægter vi faglighed, dygtiggørelse og certificering højt, og det vil vi fortsætte med at have fokus på,” siger Birger Tannebæk Christiansen.
Ved eftersynet får du både tjekket din varmeinstallation, din bolig og dine forbrugsvaner. Servicefirmaet gennemgår hele din bolig for at vurdere dit energiforbrug, hvortil de vejleder dig i, hvordan du kan holde dit energiforbrug nede.